Om Ginsanity
Tyske Ginsanity består af Dagmar og Michael Frangenberg. Et par, hvis fælles passion for gin har eksisteret næsten lige så længe som deres forhold, hvilket vil sige næsten to årtier. Dagmar arbejder derudover som tv-forfatter, mens Michael arbejder som indkøbsdirektør for en virksomhed. Med andre ord er Ginsanity et kærlighedsbarn af et par, der elsker hinanden.
Ideen opstod en aften ved køkkenbordet. Snakken gik på at finde en gin, der smager godt uden tonic. Løsningen fandt parret hurtigt. De måtte destillere deres egen gin. De besøgte en række destillerier og købte deres eget destillationsudstyr i ministørrelse, mens de eksperimenterede og uddannede sig. Parret var midt i fyrrerne og havde en datter på knap tre år. Det virkede vanvittigt. Ginsane. Det tog tre år, før de selv var tilfredse med smagen af deres egen gin - og den blev udsolgt i løbet af ganske få timer.