Godt 400 kilometer nord for Stockholm finder man det lille gindestilleri Hernö Brenneri i byen Dala. Destilleriet, der eftersigende er det nordligste gindestilleri i verden, blev etableret i 2011, og den 1. december 2012 var Hernö brenneri klar med sin første gin, Hernö Swedish Excellence Gin.
Hernö Old Tom Gin er langt hen ad vejen en sød udgave af Hernö Swedish Excellence Gin, og som alle Hernös gin er den økologisk og indeholder de otte ingredienser: enebær, korianderfrø, mjødurt, cassiabark, sort peber, vanille, tyttebær og citronskal.
I Hernö Old Tom Gin er der tilføjet ekstra meget mjødurt, i forhold til Hernös øvrige produkter. Alle ingredienser bliver lagt i økologisk alkohol fra hvede i 18 timer, og efterfølgende destilleret. Efter destillationen tilføjes sukker til ginkoncentratet for at give ginnen den dybe, søde smag, og den fede konsistens, som kendetegner en Old Tom Gin.
Hernö Old Tom Gin har den velkendte Hernöske friskhed. Næsen er fyldt af en frisk og nærmest parfumeret enebær, citronskal og blomster.
Smagen er kraftig af blomster og enebær, men samtidig citrusfrisk og sød.